Skabelsen

Motivationen for tekstsamlingen ”Kroniker”

Idéen omkring tekstsamlingen startede, da Pia en dag kom hjem og sagde, at hun nu fremover skulle føre dagbog over hende smerter, hvordan hun følte og oplevede dem.
Dette stod på et par dage hvor hun fortalte mig om hendes notater. Det var hårdt for Pia at skrive notaterne, da de hele tiden mindede hende om hvor sårbar hun var, hvor lidt hun kunne og som prikkede til bekymringerne om hvorvidt det ville blive bedre, og om hvordan fremtiden ville komme til at blive, i et liv med smerter.

Ud fra alle Pias notater tænkte jeg, at jeg også ville ytre mig som pårørende til en kroniker.  Pia havde forinden været god til at fortælle mig, at jeg også skulle sige hvad jeg tænkte og følte, da det heller ikke var nemt at være nær pårørende til en kroniker.

Ofte havde vi snakket om hendes smerter og hvordan det let påvirkede hendes humør til det negative, og ofte havde jeg derfor heller ikke ville lade det handle om mig, når hun snakkede om, at hun havde haft en hård dag.

Hårde dage er der MANGE af. Smerterne blandet med den lange og tunge sagsbehandling fra kommunen gør at forløbet modarbejder det gode humør, man trods alt prøver at opretholde, men det er så svært at være glad, når man føler at hele livet er imod en. Sådan føles det.

Mine tekster, som er skrevet i digteform, handler om hvordan jeg hører Pia, oplever hende og mærker hendes kampe på tætteste hold. Hvordan vi sammen kæmper og kommer igennem dagene sammen. Hvordan nogle dage er gode, og andre bare skal overstås. De handler om mine tanker, følelser og store kærlighed til, hvad jeg synes er, verdens sejeste pige.

Jeg har altid beundret Pia for hendes fightervilje, hendes stædighed og bestræbelse på, at hun ikke er hendes kroniske lidelse, men et menneske der lever med en kronisk lidelse. Det har været med til at styrke min tro på, at vi nok skulle klare den sammen, at vi nok skulle komme igennem, og at vi nok skulle få et godt liv, trods det at Pia resten af hendes liv, fra tid til anden, vil blive mindet om at hun ikke kan alt det hun gerne vil og drømmer om.

Jeg er forelsket i min stædige kæreste, der ikke giver op, selvom det gør ondt.  Det er den Pia jeg kender.
Pia som engang var en anden før hendes smerter, men som nu er stærkere, klogere på sig selv og fuldkommen fantastisk.

Jimmy Thornvig Knudsen • 11.10.2021